Det sker
Særudstillingen "Et museum bliver til" vises frem til den 30. juni 2012.

Særudstillingen indeholder fotografier fra byggeriet af Danmarks Nye Søfartsmuseum, der opføres 2010-13, i og omkring dok 1 fra Helsingør Skibsværft. Fotograf: Ole Thomsen.
Med et så epokegørende nybyggeri, som det nye søfartsmuseum udgør, føler museet, at det er vigtigt, at også selve byggeriet i dets forskellige faser bliver fotografisk dokumenteret. Museet har derfor lavet en aftale med havneassistent ved Helsingør Havn, Ole Thomsen, om at fotografere byggeriet, efterhånden som det skrider frem.
Med udstillingen her, der dækker perioden 2007 til august 2011, viser museet et lille udpluk af de fotografier, som Ole Thomsen indtil nu har taget, i forbindelse med første del af det spændende byggeri.
Sommeren 1915 åbnede Handels- og Søfartsmuseet udstillingslokalerne på 1.salen på Kronborg Slot. I årene efter blev museet udvidet, og igennem de næste mange år voksede et museum op, der i dag tælles blandt de ældste og største søfartsmuseer noget sted på kloden.
I dag rummer museets samlinger ca. 47.500 registrerede genstande, hvoraf man kan nævne mere end 600 skibsmodeller, ca. 900 skibsportrætter og ca. 700 navigationsinstrumenter.
Ved siden af de store genstandssamlinger rummer museet et arkiv med omkring 50.000 skibskonstruktionstegninger og en fotosamling, hvoraf mere end 33.000 er digitaliseret og lagt på nettet, hvor de kan ses på museets hjemmeside billedarkiv.maritime-museum.dk.
Ved siden af dette, er der til museet tilknyttet et venneselskab, der siden 1942 har stået for udgivelsen af Handels- og Søfartsmuseets årbog.
I næsten 100 år er det bedste af disse samlinger blevet udstillet på Kronborg Slot, men det at formidle et maritimt museum i lokalerne på et slot, med stejle vindeltrapper og snævre døråbninger, har aldrig været optimalt. Det har da også igennem mange år, været et stort ønske at kunne opføre et nyt søfartsmuseum uden for Kronborg Slot.
I 2010 gik opførelsen af det nye søfartsmuseum i gang, placeret i og omkring Dok 1, på den gamle værftsgrund, og som nabo til Kronborg og det nyåbnede Kulturværft.
Det ny søfartsmuseum, placeret under jorden rundt om dokken, er et spændende og udfordrende byggeri. Bygningen er tegnet af BIG Bjarke Ingels Group. I salen ved siden af særudstillingsrummet præsenteres museumsprojektet i sin helhed.